Historie

Mordet i Finderup Lade
Under en jagtudflugt d. 22 november 1286 søgte Kong Erik Klipping ly for natten i det man formoder var en lade. Kongen blev denne nat dræbt af ukendte gerningsmænd, og fundet med ikke mindre end 56 knivstik.

Han blev kun 37 år gammel. Det egentlige motiv for mordet på kongen er ligeledes ukendt og har været diskuteret lige siden. Erik Klipping blev begravet i Viborg Domkirke. Nogle år efter mordet blev der opført et bodskapel, som man mener blev til Finderups første kirke.

Kirken stod der frem til engang i 1500-tallet, og i 1891 blev der på initiativ af digteren Thor Lange rejst et mindekors på stedet for mordet. Korset er placeret bag den nuværende Finderup Lade, og minder os om, hvad der skete her i Finderup for 730 år siden.

Historien om Finderup Lade og mordet på Kong Erik Klipping går som bekendt mange hundrede år tilbage, og er Danmarks mest kendte fortælling om et kongemord. Og man skal da heller ikke dykke særligt langt ned i historiebøgerne for at erfare, at mordet ikke skete på det der i dag hedder Finderup Lade.

Stedet hvor folk mødtes for at spise og danse
Bygningen vi i dag kender som Finderup Lade blev nemlig først bygget i starten af 1890’erne med formålet, at skabe et samlingssted for byens og omegnens borgere. Og selv efter fabrikant Poul Erik Bendixens overtagelse af stedet i 1971 fortsatte det med at være et samlingspunkt for borgere og tilrejsende.

Nu mødtes danseglade folk på stedet, hvor der ofte var koncerter, og med flere forskellige forpagtere var det i de fleste af årene også muligt for gæsterne at spise på stedet. Her blev der tilbudt alt fra traditionel kromad til kaffe og hjemmebagt kringle i weekenderne.

Hjemmeværnet rykkede ind
I 2006 rykkede hjemmeværnet ind i de gamle bygninger, der i de forgangene år havde været stedet, hvor folk fra nær og fjern mødtes for at feste og socialisere. De næste mange år blev Finderup Lade base for hjemmeværnet, og bygningen blev brugt når der skulle holdes teoriaftner og møder inden en forestående øvelse eller opgave.

Sådan fungerede det frem til juli 2015, hvor de valgte at flytte til andre lokaler med et tilhørende udenoms areal på 1100 hektar. Beliggende ved Finderup Øvelsesterræn og med langt til nærmeste nabo.

Pandekagekro med noget for store og små
Efter ni år med hjemmeværnet i bygningen synes Kirsten og Brian Duch at det nu igen er tid til at forvandle Finderup Lade til et spisested med lækker mad og mulighed for gode stunder. En nænsom renovering af huset skal sikre, at der atter opstår en god stemning og hyggelig atmosfære i den gamle bygning der rummer mere end 120 års historie og minder.

I 2018 overtager Line og Bent Pandekagekroen, for at føre den videre i samme ånd.

Med respekt for Pandekagekroens charme og stil, har vi bl.a renoveret legerummet og fornyet inventar og lokaler, for at gøre kroen mere lækker og indbydende.

Hos Pandekagekroen ønsker vi at der skal være plads til alle, og vi har derfor valgt at satse på et børnevenligt koncept samt på priser de fleste kan overkomme. Det er ligeledes muligt at bestille mad ud af huset, og ønsker du at give dine gæster en sjov og anderledes madoplevelse, så kører vi også gerne ud og laver maden til din næste fest.